En gang om måneden giver vi ordet til en af vores følgere, der fortæller lidt om hendes erfaringer med at skabe hyggelige områder i hjemmet. Vi siger denne gang velkommen til Jeanne Sebech fra @sebech.living. Tak for at dele dine tanker med os.

 

”JEG BRUGER RIGTIG MEGET LED-LYS OG LYS GENERELT TIL AT SKABE DEN HELT RIGTIGE HYGGELIGE ATMOSFÆRE I MIN INDRETNING. FOR DET ER LIGE PRÆCIS DET LYS KAN, OG SOM INTET ANDET KAN. SKABE HYGGE.”

LED kugler

 

Først og fremmest sikke et dejligt hjem, du har dig. Jeg elsker at følge mig i din kreative indretning. Vil du ikke starte med at fortælle lidt om dig?

Jeg hedder Jeanne Sebech, og jeg bor sammen med min mand og vores to drenge på 8 år og 11 år i en 70’er villa på Falster. Huset købte vi for snart 12 år siden og har løbende sat det i stand og bygget overdækket træ terrasse til, bygget 50 kvm. voksen afdeling til huset og sidst men ikke mindst en stor vinkel træterrasse. Så med knapt 100 kvm. terrasse er der masser af plads til hele familien og masser af udeliv. Og jeg elsker vores terrasser.

Om sommeren bor vi nærmest her ude fra solen står op til sengen kalder engang langt ude på de lyse sommeraftner. Hvis vi da ikke bare vælger at sove ude under den åbne himmel (og en sengehimmel)

 

Hvornår begyndte din interesse for boligindretning?
Min interesse for indretning har jeg haft med mig, lige fra jeg var barn. Altså jeg var ikke typen, der legede med mit legetøj sådan som børn oftest gør. Det sagde mig ikke rigtigt noget. I stedet elskede jeg at indrette dukkehuset, og alt hvad der ellers kunne indrettes. Ikea kataloget var for mig det samme som Fætter BR kataloget var for andre børn. Jeg brugte meget tid på at forestille mig, hvordan jeg ville indrette mit værelse, hvis jeg fik frie hænder, eller mit drømmehus når jeg blev voksen.

 

“DET ALLER VIGTIGSTE I MIN INDRETNING ER AT SKABE EN HYGGE-STEMNING. JEG FUNGERER BARE BEDST I HYGGELIGE RAMMER, OG JEG NYDER AT SKABE DEN RETTE HYGGELIGE STEMNING I MIT HJEM, INDE SÅVEL SOM UDE.”

 

Hvordan vil du beskrive din stil?

Min indretningsstil beskrives nok bedst som nordisk/boho. Jeg mixer nyt og gammelt, og jeg er tosset med mandala’er, som jeg tegner på alt, hvad jeg kan komme i nærheden af. Men det aller vigtigste i min indretning er at skabe en hygge-stemning. Jeg fungerer bare bedst i hyggelige rammer, og jeg nyder at skabe den rette hyggelige stemning i mit hjem, inde såvel som ude. Jeg har altid været meget kreativ, og jeg elsker at skabe kreativitet med mine hænder. Så vidt det er muligt, har jeg altid gang i nogle kreative projekter, og det bærer min indretnings stil også præg af. På den måde får jeg unikke ting til boligen som afspejler min personlige stil.Hyggelig haveHvis jeg skal ”stjæle din stil”, hvad er så det første, jeg gøre/anskaffe mig?
Man kan i min verden ikke sige hygge uden også at sige hyggelys, og jeg er en “sucker” for lys. Og her lever jeg nok lidt efter mottoet “jo flere jo bedre”. Jeg bruger rigtig meget LED-lys og lys generelt til at skabe den helt rigtige hyggelige atmosfære i min indretning. For det er lige præcis det lys kan, og som intet andet kan. Skabe hygge. Så skal man stjæle min stil, så kommer man langt med hygge lys.

Til det bruger jeg bla. lyskæder, lyskugler, blok lys osv. Jeg er stor fan af LED og solcelle lamper. Det er jeg bla. fordi, at det er bedre for miljøet, solceller er bare super nemt, og så har jeg kun gode erfaringer med brugen af dem.

 

Hvad er dit bedste tip til at indrette dine udearealer på?
Hygge lys og atter hygge lys. Det er helt klart et “must have. Det giver muligheden for at nyde endnu mere af sommeren udendørs.


Hvad er dit yndlings lyshygge-produkt?

Det er sørme svært, for jeg ville ikke undvære nogen af dem. Men der er alligevel et særligt produkt jeg elsker en lille smule mere. Nemlig to-go lampen!

Den er her i huset blevet vores alle sammens nye bedste ven. Og det er den ikke blevet uden grund. For ikke blot er den smuk og elegant at have stående som lys kugle i sig selv, men den kan som navnet på den hentyder, også tages med rundt. Til stor glæde for mine børn, der ikke er så pjattet med mørket. Der udover så bruger jeg den rigtig meget som lyskilde, når jeg sidder og tegner olign om aftenen. Den giver et godt lys, der ikke er for skarpt, som jeg kan bruge, helt tæt på det jeg arbejder med uden at genere øjnene.